Debat og politik

Betal lægerne mere dér, hvor behovet er størst

Af Louise Brown, Liberal Alliance

Medlem af Folketinget, Østjyllands Storkreds

Den nye statslige model for fordeling af praktiserende læger, der træder i kraft 1. juli 2025, møder stærk kritik. Det kunne man læse i JydskeVestkysten 22. juni.

Modellen rammer nemlig skævt og ignorerer de reelle udfordringer, som findes i Syd- og Sønderjylland, hvor klinikker i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde kæmper for at rekruttere læger, men nu pludselig fremstår som dækkende, mens det meste af Fyn betragtes som dækningstruet. Ifølge fagfolk er det misvisende. Selv sundhedsminister Sophie Løhde (V) erkender modellens mangler.

Men vi har brug for mere end erkendelse – vi har brug for en løsning, der virker.

Liberal Alliance står uden for aftalen bag den fejlslagne lægemodel.

Vi ønsker en markedsbaseret tilgang, der sætter patienterne i centrum og giver læger frihed til at innovere.

Vores vision er en praksissektor, hvor du som patient kan vælge en læge, der matcher dine behov – om det er en fast familielæge, en klinik med åbent om søndagen eller en læge, der tilbyder digitale konsultationer.

Vi vil afskaffe de bureaukratiske kæder, der binder lægerne, såsom ydernumre, omsætningslofter og knækgrænser, der gør det mindre attraktivt at tage flere patienter, tilbyde andre ydelser eller åbne praksis i udsatte områder.

For at sikre lægedækning i hele landet foreslår vi økonomiske incitamenter, der gør det attraktivt at slå sig ned netop hvor udfordringerne er størst.

Lægerne skal have højere takster i områder med lægemangel eller mange behandlingskrævende borgere, så vi kan tiltrække læger til de steder, hvor behovet er størst. Sådan fungerer markedskræfterne – ganske smukt og velkalibreret med frihed og ansvar.

Samtidig vil vi fjerne gebyret for at skifte læge og tillade speciallæger at henvise direkte til hinanden, så patienterne får en hurtigere og mere effektiv vej gennem sundhedsvæsenet.

Endelig vil vi åbne for større privat involvering og konkurrence, så lægeklinikker kan organiseres på nye måder til gavn for borgerne – ikke systemet.

Den nuværende model risikerer – stik imod intentionen – at forværre lægemanglen i Sønderjylland, fordi den ikke afspejler virkeligheden.

Liberal Alliances løsning er en praksissektor drevet af innovation, valgfrihed og positive økonomiske incitamenter, der sikrer læger i hele landet.

Vi vil kæmpe for en sundhedssektor, der arbejder for patienterne, ikke for bureaukratiet.

Kommentarer