Odder

Biblioteket får penge til de yngste

Foto: Odder kommune

Bevilling på 237.500 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen skal være med til at styrke de yngstes første møde med læsningen og litteraturen.

Odder Bibliotek har modtaget positivt svar fra Slots- og Kulturstyrelsen på en ansøgning om indkøb af bøger og en række aktiviteter, der skal understøtte bog-glæde og læselyst hos de mindste i kommunens landsbyer.

Konkret modtager Biblioteket 237.500 kr. til bogindkøb rettet mod dagtilbuddene under Landsbyordningerne i Odder Kommune.

Understøttelse af læseglæden og styrkelse af samarbejdet mellem bibliotek og dagtilbud

Slots- og Kulturstyrelsen ønsker med den landsdækkende BOGgladpulje, hvorfra midlerne er ydet, at understøtte læseglæden og styrke samarbejdet mellem bibliotek og dagtilbud.

I ansøgningen fra Odder Bibliotek er der derfor foruden midlerne til bogindkøb lagt betydelig vægt på den faglige udvælgelse af materiale, samarbejdet og opbygningen af mere varige relationer. Ved fælles kraft og med børnebibliotekarernes kompetencer i centrum vælges det absolut bedste materiale børnebogsmarkedet har at byde.

Lars Jensen, der er medansøger og pædagogisk leder hos Hou og Hundslund børnehus, glæder sig over bevillingen og er særdeles godt tilfreds med udsigten til nye muligheder for at stimulere de mindstes læselyst.

»Det er utrolig dejligt, at vi nu har fået denne flotte bevilling. Og det er ikke bare en saltvandsindsprøjtning, men en gave af de store. Det er en kærkommen lejlighed til for første gang at kunne etablere en bogsamling til systematisk anvendelse i det pædagogiske arbejde,« siger Lars Jensen.

Bibliotekets vigtigste opgave er at understøtte den gode læseoplevelse for børn og unge

»På Biblioteket ser vi det som et vigtigt bidrag til at styrke den fælles læsekultur og skabe mulighed for nye pædagogiske aktiviteter med bogen, litteraturen og fortællingen som omdrejningspunkt. De nye bogsamlinger betyder, at børn får flere erfaringer med bogen og litteraturen fra en tidlig alder. Samtidig giver det giver gode betingelser for at styrke læseglæden hos de lidt større børn.«

»BOGglad-puljen taler lige ind i det, vi ser som en af vores allervigtigste opgaver: Nemlig at understøtte den gode læseoplevelse for børn og unge. Al erfaring peger på, at det er rigtig vigtigt, at børn læser og har gode fællesoplevelser med litteratur. På den måde styrkes børnenes fantasi, nysgerrighed og lyst til at lære mere, og på sigt styrkes måske også motivationen til uddannelse. Samarbejdet mellem dagtilbud og bibliotek – ja, og for den sags skyld lige sådan skole og bibliotek – har virkelig potentiale til at gøre en forskel, når fagfolk fra begge lejre mødes med bogen og litteraturen som mødested,« siger Jesper Simonsen fra Biblioteket.

Projektet sætter rammerne for det pædagogiske arbejde i kommunens dagtilbud

Anna Frost, sprogpædagog med en nøglefunktion i projektet, ser projektet tegne sig ind i de seks nationale læreplanstemaer, der sætter rammerne for det pædagogiske arbejde i dagtilbud, og et direkte bidrag til realiseringen af Odder Kommunes sprogstrategi.

Kommentarer