Debat og politik

Debat: Slut med usynlige kvinder

Af Søren Sørensen,

Formand, HK Privat Østjylland

Vi lever i en tid, hvor ord som feminisme, sexisme, diversitet og ligeløn for alvor er kommet på dagsordenen. Og heldigvis for det. Kvinder har alt for længe været usynlige.

Historisk set er kvinder blevet talt ned, og deres bedrifter gjort usynlige. Derfor er der ikke så mange kvinder som mænd i historien.

Så det er ikke nogen overraskelse, at kun 7 % af Aarhus Kommunes veje er opkaldt efter kvinder (2018-tal), og at der blandt Københavns 101 navngivne statuer er 70 mænd, 5 kvinder og hele 26 dyr (2021-tal).

Det er ikke godt nok!

Og det går ikke meget bedre i dag med at fremhæve kvinder.

Det har netop været fremme i medierne, at der kun er 3 kvinder på top 50-listen over de mest citerede forskere sidste år. 3 ud af 50! Og det er ikke fordi, der ikke findes kvindelige eksperter. Mænd favoriseres bare som eksperter.

Det er heller ikke godt nok.

Vi har lige mistet en af de helt store kvinder i historien: Ritt Bjerregaard. Hun blev kaldt Isdronningen. Helle Thorning-Schmidt er Gucci-Helle og Lene Espersen Den talende kavalergang. Ekstra Bladets musikanmelder har kaldt Madonna for en dum blondine og Nicki Minaj for en punkteret sexdukke.

Skældsord om kvinder er ofte kønnede. Hun er en kælling eller en bitch. En mand er bare en idiot eller et fjols. Kvinder nedgøres alt for ofte for deres køn, så kvindekønnet bliver associeret med noget negativt.

Slet ikke godt nok.

Vi har endnu ikke ligeløn, og kvinder løfter en alt for stor en andel af arbejdet i hjemmet – og af det praktiske ude på arbejdspladserne. Det fx ofte kvinder, der bliver efter mødet og sætter kaffen og kopperne hen i køkkenet.

Kære kvinde. Lad bare andres kopper stå! Så er der nok nogen, der opdager, at det ikke bliver gjort. Det er ikke dit ansvar.

SIG FRA, når noget ikke er i orden. Det kan godt være, at det skaber dårlig stemning, men du er ikke ansvarlig for den gode stemning!

SIG TIL, når der er spændende opgaver at få. Stå frem og sig ”den tager jeg” – også selv om du ikke er 100 % sikker på, om du kan løse det hele. Det kan jeg godt afsløre, at vi mænd hele tiden gør.

Vi skal i fællesskab fortsætte kampen for reel ligestilling i Danmark, så kvinderne bliver synlige – ude på arbejdspladserne og i historien. For når vi bliver præsenteret for stærke og indflydelsesrige kvinder, så bliver det vores fælles historie og fælles inspiration. Og vores døtres nye startsted.

Kommentarer