Debat og politik

Deltidspladser i daginstitutioner i Odder skal behandles i udvalg

Med 406 stemmer havde et borgerforslag fra Mette Almind Klejstrup fået nok stemmer til at blive behandlet af kommunalbestyrelsen, og det blev det mandag.

Her blev det besluttet at Udvalget for Børn og Skole skal se på forslaget, som lyder:

”Muligheden for at få sit barn passet i en deltidsordning er lige nu kun forbeholdt forældre, som er på barselsorlov. Som mor til to små børn i vuggestue og børnehave, kunne jeg ønske mig, at der i Odder Kommune var en mulighed for at tilvælge en deltidsordning på max 30 timer og dermed nedsat kontingent, uanset om man er på forældreorlov eller ej. Denne mulighed ses eksempelvis i Aarhus kommune.

For mange små børn i 0-6-årsalderen er behovet for reduceret institutionstid stort. Vi har gode institutioner og dygtigt pædagogisk personale i Odder. Men talrige undersøgelser viser, at mere tid med forældrene generelt reducerer stress og fremmer barnets trivsel.

Det er ikke en dårlig forretning, det er tværtimod en god og langsigtet investering. Alternativet om en deltidsordning vil give forældre et større økonomisk råderum og dermed en mulighed for at gå ned i arbejdstid, hvilket vil frigive tid til samvær med børnene.

Jeg kunne ønske mig, at vi i Odder gik foran i målet om at være en progressiv og attraktiv kommune for netop børnefamilierne. En kommune med større fleksibilitet og mulighed for at tilrettelægge en hverdag, som tilgodeser børnenes behov for samvær og oplevelser – også uden for institutionens fire vægge.”

Du kan se behandlingen af forslaget på Odder NetTV via linket her. 

Forslaget bliver behandlet som nummer 10.

Kommentarer