Samfund

Det er nu, du skal sælge

Foto: RealMæglerne.

Der blev solgt rekordmange boliger i 2021. Så mange, at udbuddet blev presset helt i bund til et historisk lavt niveau. Det betyder, at der netop nu er gode muligheder for at få solgt. Udbuddet vil begynde at vende fra uge 9 og stige hen over året, viser RealMæglernes BoligBarometer / Februar, som er baseret på mere end 100 butikkers landsdækkende salgstal og boligstatistikker fra Boligsiden.dk.

Boligmarkedet arter sig i 2022 på mange måder som i 2019 og 2020. Antallet af salg og antallet af nye til salg pr uge udvikler sig ens.

Det viser en sammenligning af markedsstatistikkerne fra de første 8 uger af året.

– Der er dog én stor forskel, og det er, at 2022 kæmper med et efterslæb fra 2021, hvor køberne var ellevilde, og depoterne blev støvsugede. Så selv om boligmarkedet nu igen er i et normalt højt niveau med balance i et højt antal salg og et højt antal nye til salg, er der lavvande i beholderen, som nu igen langsomt skal fyldes op, fortæller Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos RealMæglerne.

Det betyder samtidig, at der lige nu er et forholdsvis stort rum at boltre sig i for sælgerne, hvis de gerne vil sælge i en fart:

– Vi forventer, at markedet vender fra uge 9, og udbuddet begynder at stige. Spændet mellem 2021 og 2022 bliver mindre og mindre, og efter uge 9 vil kurverne krydse hinanden, og beholdningen vil begynde at arbejde sig op imod 2019-niveu. Vi forventer, at der i løbet af 2022 vil være 45.000 ejerboliger til salg i markedet, mener han.

RealMæglerne forudså allerede i BoligBarometer / Januar, at uge 9 vil blive vendepunktet, og det ser ud til at holde stik – ikke mindst fordi antallet af nye boliger til salg pr uge er højere end gennemsnittet, både for perioderne (2015-2019) og (2015-2021).

– Det fortsat høje stk. salg og efterslæbet fra 2021 gør, at vi endnu ikke har oplevet et stigende udbud, men boligsælgerne skal slå til nu, hvis de ønsker at have banen for sig selv. Det viser tallene for den gennemsnitlige nettotilvækst i perioden 2015-2021, hvor sælgerne traditionelt kommer ud af busken fra uge 9, forklarer Preben Merrild Angelo og tilføjer:

– Balancen mellem sælger og køber genoprettes fra nu af. Boligmarkedet har det bedst, når priserne udvikler sig jævnt lige over inflationen – og det sker, når udbuddet ikke presser priserne op. Et lavt udbud presser priserne op, fordi der er rift om boligerne fra køberne.

Kommentarer