Odder

Elbusserne kommer til Odder

Foto: Odder kommune

Mandag den 25. oktober kan borgerne i Odder køre både grønt og gratis med busserne. De nuværende dieselbusser, der betjener by- og lokalkørslen i Odder, bliver skiftet ud med helt nye elbusser. Skiftet bliver markeret med gratis kørsel hele dagen og et kundearrangement ved Odder Station.

Sort diesel bliver til grøn el, når ni elbusser overtager by- og lokalkørslen i Odder og opland. Elbusserne starter ud med gratis kørsel den 25. oktober og giver borgerne en god anledning til at stifte bekendtskab med de nye busser.

Udover en årlig CO2-besparelse på cirka 200 ton, er elbusserne meget støjsvage til glæde for både bussens kunder og de borgere, bussen passerer på sin rute. De nye busser har lav indstigning til glæde for de kunder, der bruger rollator, sidder i kørestol eller rejser med barnevogn.

Valget faldt på elbusser efter et udbud, som Midttrafik gennemførte i 2020 for Odder Kommune. Ønsket var busser, der kunne reducere CO2-udledningen gennem en grøn teknologi. Dette blev indfriet, da Midttrafik modtog et tilbud fra busselskabet Lokalbus A/S, der lå et stykke under budgetloftet.

Borgmester Uffe Jensen glæder sig over valget af elbusser:

”Jeg vil gerne sige tak til Midttrafik og Lokalbus for samarbejdet om omstillingen til el-busser. Jeg er glad for at vi tager endnu et skridt i den grønne omstilling, og jeg er sikker på at de nye, elektriske busser bliver til stor glæde for borgerne i Odder – og miljøet, naturligvis.”

Midttrafiks bestyrelsesformand Claus Wistoft hilser Odder Kommunes tilslutning til den grønne omstilling i Midttrafiks område velkommen.

”Vi glæder os over, at vi nu også kan tilbyde kunderne i Odder og opland en grøn og behagelig rejse med de nye elbusser. Odder har allerede en grøn letbane. Med de nye busser bidrager vi til mere klimavenlig kollektiv trafik og en bedre rejseoplevelse for kunderne”.

Velkomstarrangement ved Odder Station

Elbussernes ankomst bliver markeret ved et festligt arrangement ved Odder Station mandag den 25. oktober kl. 12.30 med følgende program:

12.30 Velkomst og taler ved Ole Lyngby, udvalgsformand for Teknik og Miljø i Odder Kommune og Jens Erik Sørensen, direktør i Midttrafik

12.55: 3.b fra Parkvejens Skole ankommer med linje 2, og er med til at fejre de nye elbusser

Mulighed for at se en elbus helt tæt på og stille spørgsmål til Direktør John Vestergaard fra Lokalbus A/S. 

13.30: Arrangementet slutter.

Vi serverer kaffe, te eller kakao under hele arrangementet

Kunderne kan rejse gratis med de nye elbusser hele dagen.

Fakta om de nye elbusser

Busserne er af mærket MAN, og har en batterikapacitet på 480 KW

Busserne tanker 90 % grøn strøm fra vedvarende energikilder (fx vindmøller), og sparer dermed Odder Kommune for cirka 200 ton CO2 årligt

Busserne er støjsvage og udleder ikke røg og os fra en udstødning

På dage med temperaturer under 5 grader bliver busserne opvarmet med oliefyr, der benytter CO2-neutral biodiesel

Busserne er handicapvenlige med lav indstigning og stort flexareal

Kunderne kan oplade telefoner og tablets gratis via USB-stik ved alle sæder

Busserne har 39 faste siddepladser, 3 klapsæder og 34 ståpladser

Kommentarer