Gylling

Endnu mere liv i Gylling

Foto: Odder Kommune

Otte helt nye rækkehuse i Gylling er nu klar til indflytning. De første familier flytter ind den 15.

I Odder Kommune har vi fokus på at udvikle landdistrikterne, blandt andet ved at der kommer flere indbyggere i disse dele af kommunen – her er nemlig rigtig rart at bo. Det er der heldigvis også andre, der har fået øjnene op for, blandt andet de otte familier, som snart flytter ind i de spritnye lejeboliger på Rasmus Larsens Vænge i Gylling.

Boligerne ligger med udsigt over en mark, og på grundene er der både græs og hække på vej op. Hos Gylling Lokalråd glæder man sig også over at flere har fået øje på Gylling som et godt sted at bo. For folk i alle aldre.

”Det er virkelig rart at der både kommer børnefamilier og nogle lidt ældre familier til. Det giver jo mere liv til de ting, vi i forvejen har i byen – for eksempel Brugsen, skolen og dagtilbud,” siger Rasmus T. Pedersen, der er formand i Gylling Lokalråd.

De otte boliger er bygget som rækkehuse, har tre værelser foruden køkken/alrum og bad, og er på cirka 100 kvadratmeter. Det er dog ikke kun i Gylling, at der kommer nye lejeboliger. Også i Hundslund er der lejeboliger på vej på det sted, hvor Hundslund Kro tidligere lå.

Odder Kommune oplever i denne tid stigende tilflytning til mange af vores landsbyer og landområder. Det er vi som kommune rigtig glade for. Det betyder mere liv i vores institutioner, skoler og øvrige tilbud samtidigt med at det lokale fællesskab får tilført nye kræfter.

Ofte følger der en positiv udvikling i halen på tilflytning til vores landsbyer. Huse bliver istandsat, fritidsforeninger får nye medlemmer og fællesskaberne får et vitaminindskud. Odder Kommune har derfor fokus på gribe alle muligheder for at bidrage til udviklingen i vores landsbyer og landområder hvor ca. halvdelen af kommunens borgere bor og lever deres liv.

Kommentarer