Samfund

Flertal kræver mange coronadødsfald på plejehjem undersøgt

I løbet af halvanden måned er rigtig mange ældre på plejehjem døde med coronavirus. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Et politisk flertal på Christiansborg vil have undersøgt coronaindsatsen på plejehjem efter høje dødstal blandt beboere.

Over 400 beboere på plejehjem er døde med coronavirus i løbet af halvanden måned.

De mange dødsfald har fået et flertal på Christiansborg til at kræve en uvildig undersøgelse af, hvordan coronaindsatsen har været på landets plejehjem.

Det skriver Berlingske.

Der bor cirka 40.000 på plejehjem i Danmark, og de hører til blandt dem, der blandt andet på grund af deres høje alder er i risiko for at blive meget syge, hvis de smittes med coronavirus.

Men smitten er kommet ind på plejehjem, og i sidste uge var der 106 dødsfald blandt coronasmittede beboere. Det er det højeste antal på én uge under epidemien.

Kirsten Normann Andersen er sundhedsordfører for SF, og hun kalder det et kæmpeproblem, at smitten er nået ind på plejehjemmene.

– Smitteopsporingen har ikke været i stand til at give et svar på, hvordan smitten er kommet er ind, hvilket også er frustrerende. Derfor kan der blive brug for lave en undersøgelse af, hvordan det er gået til, at man ikke har kunnet passe bedre på beboerne, siger hun til Berlingske.

Foruden SF vil også Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten have en uvildig undersøgelse.

Kravet kommer, samtidig med at fagforeningen FOA har fortalt, at den “et par gange om ugen” får henvendelser fra plejepersonale, der oplever at blive bedt om at møde på arbejde, selv om de enten har symptomer på coronavirus eller er tæt kontakt til en coronasmittet.

Flere arbejdspladser er hårdt presset af coronarelateret fravær, og det er en af grundene til, at sosu-assistenter og sosu-hjælpere ifølge TV2 Lorry er blevet bedt om at møde på arbejde i modstrid med retningslinjerne.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få en kommentar til artiklen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Via Ritzau

Kommentarer