Julen står for døren på Gammel Estrup og Det Grønne Museum
Det bliver med god afstand, håndsprit og mundbind, men julestemningen indfinder sig stadig på de to museer Gammel Estrup og Det Grønne Museum på Djursland.
Fra 28. november kan man på Gammel Estrup og Det Grønne Museum opleve, hvordan man holdt jul før i tiden – både hos herskab og tjenestefolk på herregården og hos bønderne ude på gårdene.
Alle dage kan man opleve juleudstillinger, gå på digital juletur eller besøge husjomfruen i Herregårdskøkkenet.
I adventsweekenderne er der hyggeligt julegaveværksted for børn, og man kan købe juletræer, æbleskiver og hjemmebagte klejner.
Gammel Estrup og Det Grønne Museum har åbent tirsdag-søndag kl. 10-16.
Entrebilletten koster 100 kr. for voksne og gælder til begge museer – børn under 18 år går gratis ind.
De to museer råder tilsammen over et stort område både indendørs og udendørs, så selvom der kommer mange besøgende, vil det være muligt at overholde de gældende Corona-retningslinjer.
Kommentarer