Lægefaglig direktør vender hjem til Aarhus
Michael Braüner Schmidt bliver lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
Aarhus Universitetshospitals kommende lægefaglige direktør er allerede ganske godt kendt på universitetshospitalets gange i Skejby. Her har han nemlig tidligere arbejdet i sammenlagt 17 år. Først som afdelingslæge, så som ledende overlæge i (Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling) og sidst som centerchef i Akutcentret. Siden 2016 har han været lægefaglig direktør først i Hospitalsenheden Midt og siden på Aalborg Universitetshospital.
Snart går turen tilbage til Aarhus Universitetshospital (AUH), når han tiltræder posten som lægefaglig direktør på universitetshospitalet i Aarhus.
– Med Michael Braüner Schmidt får Aarhus Universitetshospital en visionær lægefaglig direktør, der kan være med til at sikre og udvikle hospitalets position blandt de førende universitetshospitaler, nationalt såvel som internationalt. Jeg glæder mig meget til at byde Michael Braüner Schmidt velkommen tilbage i Region Midtjylland, siger regionsdirektør Pernille Blach Hansen.
– Jeg ser frem til at starte på AUH og til sammen med ledere og medarbejdere at arbejde for, at hospitalet fortsat går forrest for at sikre den bedste kvalitet i behandling af vores patienter og samtidig prioriterer et godt arbejds- og læringsmiljø, siger kommende lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Michael Braüner Schmidt.
Michael Braüner Schmidt afløser Jørgen Schøler Kristensen på posten som lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital. Der planlægges med ansættelsesstart 1. januar 2023. De nærmere detaljer afklares.
Jørgen Schøler Kristensen er i øjeblikket konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland og har tidligere meldt ud, at han ønsker at gå på pension, når hans opgave som konstitueret koncerndirektør slutter.
Michael Braüner Schmidt bliver som lægefaglig direktør medlem af Koncernledelsen i Region Midtjylland.
Når Michael Braüner Schmidt er tiltrådt består hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital af hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth, lægefaglig direktør Claus Thomsen og lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt.
Kommentarer