Landsbyerne er Randers Kommunes største aktiv

Af Nicolai Carlson Estrup, Dansk Folkeparti
Rundt i Randers Kommunes mange landsbyer møder jeg et stærkt fællesskab, lokale ildsjæle og en helt særlig vilje til at få tingene til at ske. Her står folk sammen, hjælper hinanden og tager ansvar for deres lokalområde. Det er et Danmark, jeg er stolt af at være en del af.
Jeg bor selv i en landsby og kommer formentlig aldrig til at flytte ind til byen. For mig er landsbylivet noget ganske særligt – det er her, man mærker sammenholdet, kender sine naboer og ser børnene vokse op i trygge omgivelser.
Derfor skal vi som kommune blive langt bedre til at støtte og udvikle vores landsbyer. Det gælder både i forhold til infrastruktur, lokale mødesteder, kultur- og fritidstilbud samt en mere smidig sagsbehandling, når lokale kræfter vil starte noget op. Mange steder sker udviklingen ikke på rådhuset den sker ude i foreningerne, i borgerforeningerne og på initiativ fra de mennesker, der brænder for deres by.
Randers’ landsbyer er ikke et appendiks til byen de er selve rygraden i kommunen. De er vores største aktiv, og de fortjener politisk opmærksomhed og konkret opbakning.
Jeg vil arbejde for, at vi får en mere balanceret udvikling i Randers Kommune, hvor land og by går hånd i hånd og hvor de mange gode kræfter ude i landsbyerne bliver set, hørt og støttet.
Kommentarer