Debat og politik

Lige rettigheder for alle borgere!

Af Rune Christiansen, Radikale

Folketingskandidat, Østjyllands Storkreds

Det her er hjertet i alt hvad jeg tror på og arbejder for: At vi i Danmark må og skal have et samfund, hvor der er lige rettigheder for alle borgere, uanset deres køn, etnicitet, religion, seksualitet eller kulturbaggrund.

Og sandheden er, at det har vi ikke.

For virkeligheden er, at vi bor i et land hvor udlændingebashing fylder i hvert eneste valgkamp, og hvor systematisk diskrimination bruges som et redskab i integrationspolitikken. Ofte med det erklærede mål at skræmme flygtninge og indvandrere til at vælge et andet rejsemål end Danmark, og samtidig tilfredsstille den del af befolkningen, der i en verden med både krig og klimaforandringer ikke desto mindre mest er panisk angste for muslimer og brune mennesker.

Det måske tydeligste og værste eksempel på denne type af lovgivning er ideen om dobbelt straf i Ghettoområder. Et stykke lovgivning der gør, at man potentielt skal tre måneder i fængsel for at slå konen i Gentofte, men SEKS måneder i fængsel for at gøre det i Gjellerup, hvor jeg er i dag.Denne herlige omgang rå hyggeracisme blev indført som en del af en Ghettopakke, der også bygger på den præmis at noget kun kan være et ghettoområde, hvis flertallet af dem der bor der har den forkerte etnicitet. For uanset hvor fattige eller kriminelle hvide mennesker er, så skal de selvfølgelig ikke udsættes for bizarre kollektive straffeforanstaltninger.

Det var en pakke både S og SF stod bag. Men det er en pakke vi simpelthen er nødt til at komme af med igen, hvis vi skal kunne se os selv i spejlet, og holde masken når vi taler til Putin, Orban og Erdogan om demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

Kommentarer