Kultur

Norsminde for Fulde Sejl

Foto: Odder Kommune

Nu kan du igen komme til en dag i sejladsens tegn i Norsminde.

Den 11. juni bliver der igen holdt “Norsminde for fulde sejl” kl. 11-17.

I år bliver det med besøg af museumsskibet “Aalekvasen Anna”, som anduver kl. 11 med en kanonsalut, der sætter havnefesten i gang. Publikum kan komme ud at sejle kl. 12 og kl. 14 (voksne: 100 kroner, børn: 50 kroner).

Folkene bag skriver selv:

“Aarhus Pigegarde marcherer på pladsen kl. 12-13 – så er festen godt i gang. Lions Club Beder/Malling afholder marked på havnepromenaden, og der er børneloppemarked på nordsiden – så kom og gør et kup! Vi får besøg af Midtjysk VeteranKnallert Klub, – så gense måske din ungdoms knallert!

Vi får også spændende besøg af en veteran ambulance og brandbil, og børn kan prøve at spule med en rigtig brandslange fra den gamle bro. Man kan ganske gratis prøve diverse sejlture med kajak, jolle og sejlskib. I år skal børnene finde en VIKING på havnen. Der er flotte præmier til vinderne af lodtrækningen – skænket af AURA Energi og Lions Club. – Eller prøv de vilde Waterballs! Sult og tørst kan stilles ved Fiskehuset, Norsminde Kro samt diverse madboder.”

Kommentarer