Livsstil og forbrug

Nu er forårssolen så stærk, at det er tid til at følge solrådene

Efter en lang vinter er solen igen ved at finde vej til vores nordlige breddegrader, og uv-indekset kommer i disse dage op over tre for første gang i år. Det betyder, at det er tid til at følge de tre solråd om skygge, solhat og solcreme igen.

Endelig kan vi mærke, at sommeren er på vej. Vi har sat uret en time frem, skoven bliver grøn, og vi bevæger os atter udenfor – alt sammen, fordi solen skinner og begynder at udsende lidt varme igen.

Vi skal nyde det gode vejr i skoven, på altanen og på en fortovscaféen. Men det er vigtigt, at vi samtidig passer på vores hud i solen, så vi undgår solskoldninger, der er smertefulde på kort sigt og øger risikoen for hud- og modermærkekræft på længere sigt.

Solen brænder mere, end vi tror 

Uv-indekset har netop ramt 3, og derfor er det tid til at huske solbeskyttelse igen. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at du følger de tre solråd: skygge, solhat og solcreme. Det er også selvom, du bare er ude for at gå en tur eller arbejde i haven.

For solen bager på vores hud, uanset hvad vi laver, når vi er udendørs midt på dagen, og uv-strålingen er stærkere i foråret, end mange af os tror.

– Solen er lumsk her i foråret. Det er stadig ikke særlig varmt, og derfor kommer det bag på mange, at man kan blive solskoldet, hvis man er ude i længere tid. Men når uv-indekset er 3 eller derover, som det faktisk er i disse dage, så bliver vi solskoldet, hvis vi ikke husker skygge, solhat og solcreme, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelses Solkampagne.

Solkampagnens tre solråd kan ses her:

  • Skygge: Søg skygge, så din hud ikke udsættes for direkte sollys
  • Solhat: Brug en solhat med bred skygge og tøj, der dækker overarme og lår
  • Solcreme: Brug rigeligt med solcreme, hvor tøjet ikke dækker. Solkampagnen anbefaler mindst faktor 15 i Danmark.

Solkampagnen anbefaler, at solrådene bruges i kombination med hinanden.

Læs mere om solrådene her:

www.Solkampagnen.dk

Kommentarer