Livsstil og forbrug

Odder har den korteste ventetid på byggetilladelser

Foto: Annie Gray.

Mens Odder giver grønt lys til at bygge i løbet af godt en uge, så tager det mere end et halvt år at få en byggetilladelse på Samsø og mindst 2 måneder i både Norddjurs og Syddjurs. Flere østjyske kommuner bør sætte fart på deres sagsbehandling, mener DI Dansk Byggeri Østjylland.

I Østjylland er der store forskelle på, hvor langt tid man skal vente på at få lov til at bygge et hus, en lagerhal eller en udestue. For eksempel tager det i gennemsnit ni dage at få sagsbehandlet en byggesag i Odder Kommune og 24 dage i Favrskov, mens det på Samsø tager hele 192 dage. I Randers, Norddjurs og Syddjurs tager det i gennemsnit henholdsvis 50, 62 og 72 dage. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Industri.

– Det glæder mig, at Odder har forbedret sin i forvejen korte sagsbehandlingstid yderligere, mens ventetiden jo desværre er alt for lang i de fleste af vores østjyske kommuner med en gennemsnitlig ventetid på lidt over seks uger. Det er glædeligt at se udviklingen i Aarhus, hvor der jo er godt gang i byggeriet. Men der er nu stadig potentiale for at gøre det mere effektivt de fleste steder, så vi kan få ventetiden ned, siger Michael Ancher, formand for DI Dansk Byggeri Østjylland.

Ventetiderne er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle oplysninger i byggesagen, så det dermed er den reelle sagsbehandlingstid i kommunerne, der måles på.

– Det er et område, som kommunerne bør prioritere. Jeg vil opfordre alle vores østjyske kommuner til at have en målsætning om, at den gennemsnitlige ventetid skal ned på højst 14 dage. Det er ambitiøst og vil kræve tid og prioritering, men den dialog tager vi gerne med kommunerne, siger Michael Ancher.

Selvom den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse i hele Østjylland steg fra 42 dage i 2019 til 44 dage i 2020, er der flere kommuner, der har formået at nedbringe tiden. Det gælder fx Hedensted, der har nedbragt den gennemsnitlige ventetid med 12 dage, Aarhus med 14 dage og Favrskov med fem dage.

– Det er flot arbejde, og det viser, at hvis man gør en indsats, så er det muligt at gøre noget ved de alt for lange ventetider. Jeg vil derfor opfordre til at fortsætte det gode arbejde, siger formand for DI Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher.

Vallensbæk er den kommune i Danmark der, med en gennemsnitlig ventetid på fire dage, er hurtigst til at sagsbehandle byggesager. Odder er næst hurtigst med ni dage, mens Samsø med en gennemsnitlig ventetid på 192 dage har den længste ventetid i hele landet.

Kommentarer