Livsstil og forbrug

Odder skruer op for klimaambitionerne

Odder Kommune er blandt de 46 kommuner i Danmark der har skruet op for ambitionerne i kampen for klimaet. Foto: Odder Kommune

Odder Kommune skal til at være international – i hvert fald på klimaområdet. Odder har nemlig tilsluttet sig projektet ”DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark,” der har et klart mål: at sænke udledningen af drivhusgasser til et rundt nul inden 2050. Faktisk har Odder Kommune sat et mål om at være det allerede inden 2030. Derfor går der nu et arbejde i gang med at udvikle en ambitiøs, lokal klimahandlingsplan med støtte fra Realdania, KL og Region Midtjylland.

”Det er dejligt at Odder er kommet med som en af kommunerne i det her projekt. Det spiller ind i det store arbejde, som der i øjeblikket foregår for at gøre Odder til en mere klimavenlig kommune, og jeg glæder mig til at vi skal arbejde endnu ambitiøst med det,” siger borgmester Uffe Jensen.

Det særlige ved de klimahandlingsplaner, som bliver udarbejdet i DK2020, er, at alle væsentlige kilder til drivhusgasudledning skal håndteres. Det er for eksempel transport, landbrug, byudvikling og kommunens egne ejendomme. I handlingsplanen skal kommunen udpege konkrete klimatiltag, der tilsammen sikrer en nettonul-udledning senest i 2050 for hele Odder Kommune som geografisk område. Derudover skal klimahandlingsplanen komme med konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringer, inden planen til sidst bliver godkendt af det internationale bynetværk C40.

”Konsekvenserne af klimaforandringerne er allerede hverdag i landets kommuner og regioner. Og det er lokalt og regionalt, at mange af udfordringerne konkret kan løses. Derfor har de danske kommuner og regioner en absolut nøglerolle i klimakampen. I DK2020 spiller de tæt sammen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det unikke samarbejde, vi har fået op at stå her, vil skrive verdenshistorie. Og det vil inspirere både klimaaktører her i landet og internationalt, hvor medlemmerne af det bynetværk C40, som DK2020 udspringer af, i den grad kigger mod de danske kommuners klimaarbejde,” siger Jesper Nygård, der er administrerende direktør i Realdania.

Tidligere på året blev Odder Kommune – som første jyske kommune – kåret som Klimakommune Plus af Danmarks Naturfredningsforening. Det kan du læse mere om her.

Odder er en af 46 kommuner, som er kommet med i DK2020 i denne omgang. Du kan læse mere om projektet her.

Kommentarer