Hou

Odders mest aktive lokalsamfund skal findes i motionsfest

Foto: Odder kommune

Motion, fællesskab og nabodyst er på programmet, når borgere i Ørting, Gylling og Hundslund dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Odder Kommune.

Snør løbeskoene, puds traveskoene og spænd cykelhjelmen! Lokaldysten 2022 er et to timers motionsevent, hvor tre landsbyer i Odder Kommune udfordrer hinanden til at tilbagelægge flest kilometer ved at gå, løbe og cykle.

Ørting skraber kilometer sammen lørdag d. 27. august, mens Gylling og Hundslund sveder om kap henholdsvis onsdag d. 21. og lørdag d. 24. september.

Sammen om bevægelse

Lokaldysten samler lokalsamfund i en motionsfyldt fest, hvor både børn, unge, voksne og seniorer får sved på panden og smil på læben. Når bygrænserne kridtes op, rykker landsbyboerne tættere sammen – for alle kilometer tæller i konkurrencen om at blive Odders mest aktive lokalsamfund.

Når målstregen er krydset, deles tilbagelagte kilometer med indbyggertal. Den vindende landsby hædres af Finn Thranum, Formand for Udvalget for Sundhed og Voksne d. 26. september, hvor førstepræmien på 5.000 kr. går til et eller flere udviklingsprojekter. Anden- og tredjepladsen vinder henholdsvis 3.000 og 1.000 kr. Retten til kærlige drillerier er også på højkant.

Fart på forberedelserne

Motionseventet udvisker betydningen af alder og fysisk formåen. I stedet er sammenhold og kampgejst nøglen til at stå øverst på sejrsskamlen. Derfor er ildsjæle i hver landsby allerede trukket i motionstøjet med en klar plan om at få lokket flere med.

Forventningens glæde er heller ikke til at tage fejl af i Ørting, som til Lokaldysten foruden Ørting samler byerne Amstrup, Ålstrup og Falling.

”Vi håber, at Lokaldysten samler folk og styrker fællesskabet i vores område. Man kan komme, som man er, og man kan bidrage med det, man kan. Det gælder uanset, om det er at gå, løbe eller cykle. Vi håber, at så mange som muligt vil bidrage til, at det bliver en festlig dag, og at vi får skrabet flere kilometer sammen pr. indbygger end Gylling og Hundslund,” siger Anna-Marie Nielsen, tovholder på Lokaldysten fra Lokalrådet for Ørting-Falling Sogne.

Foruden Odder Kommune består partnerskabet bag Lokaldysten af DGI Østjylland og Bevæg dig for livet – Løb & Gang.

Mere om Lokaldysten

Lokaldysten er et partnerskab, der gennem lettilgængelige motionstilbud understøtter bevægelse og fællesskab i mindre landsbyer.

Kernen i Lokaldysten er motionseventet, som afholdes én gang årligt. Heraf udspringer ofte flere gå-, løbe og cykelaktiviteter, som engagerer landsbyboerne over længere tid. Ambitionen er at få flere til at deltage i de aktive og meningsfyldte fællesskaber, der allerede eksisterer i lokalsamfundene.

”I Odder Kommune understøtter vi gerne initiativer, der fremmer sundhed og trivsel, der hvor borgerne lever og færdes – både det der giver sved på panden men også det der samler borgerne og fremmer de gode relationer. Derfor er det dejligt, at de tre lokalsamfund har budt sig til. Håbet er, at Lokaldysten inspirerer borgere uanset fysik til at indgå i nye bevægelsesfællesskaber.” siger Jette Lorenzen, Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune.

Motionseventet startede i Viborg Kommune i 2013 som en venskabelig konkurrence mellem to byer. Siden har dysten vokset sig stor, og i 2022 er der 81 tilmeldte lokalsamfund fordelt på hele landet.

Kommentarer