Livsstil og forbrug

Ønsket om en røgfri fremtid samler midtjyderne

Midtjyderne er enige - børn og unge skal ikke ryge og afklippede negle skal ikke være i nærheden af sofaen.

Skal der ananas på pizza og er det bedst at sove nøgen? En ny kampagne, speaket af Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, slår fast, at vi kan være uenige om meget, men ikke om en røgfri fremtid – 9 ud af 10 ønsker ikke at give tobakken videre til næste generation.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har spurgt danskerne om det, vi ikke kan blive enige om. Skal der smør under leverpostej? Hvilken vej skal snippen på toiletrullen vende? Resultaterne viser, at vi er nogenlunde delt på midten over de mest utænkelige bagateller. Der er dog én ting, vi er helt enige om – børn og unge skal ikke ryge. Knap 9 ud af 10 midtjyder støtter målet om ikke at give tobakken videre til næste generation.

– Der er meget, vi kan være uenige om, men når det handler om, at børn og unge ikke skal ryge, står vi sammen. Med så mange uenigheder er det virkelig værd at fejre, når vi er rørende enige, og det er vi helt tydeligt, når det gælder ønsket om en røgfri fremtid for den næste generation. Opbakningen er afgørende, hvis ønsket skal bliver til virkelighed, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden.

Sammen med Kræftens Bekæmpelse præsenterede TrygFonden i 2017 partnerskabet Røgfri Fremtid, der arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030.

Danskerne er enige: Børn og unge skal ikke ryge

Mens politikerne på Christiansborg i disse uger er i fuld gang med at forhandle og vedtage en national plan mod børn og unges rygning, har Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden søsat en landsdækkende kampagne, der sætter fokus på opbakningen til en røgfri fremtid. Danskerne har taget godt imod kampagnefilmen, der i skrivende stund er set af omkring 600.000 danskere.

– Når man følger debatten om tobak i medierne, så kan man godt få det indtryk, at der er stor uenighed. Men det er der ikke, når det gælder rygning blandt børn og unge. Ønsket om en røgfri fremtid kan samle stort set alle danskere på tværs af skel. Det er vigtigt at huske, især nu, hvor vi står over for afgørende lovændringer, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Den nationale handleplan mod børn og unges rygning, der netop nu er til behandling i Folketinget, indeholder en række initiativer, der skal gøre det sværere for børn og unge at tænde den første cigaret, herunder neutrale cigaretpakker, tobak under disken og røgfri skoletid.

Fun Facts – midtjyder vil ikke have negle i sofaen

De fleste af os – nemlig 73 pct. – er enige om, at man ikke klipper negle i sofaen. Men blandt midtjyder går det slet ikke – her siger 81 pct. nej tak til afklippede negle i sofaen.

Har du har flertallet med dig?

Må der komme ananas på pizza?

Ja: 55 pct.

Nej: 36 pct.

Skal der smør under leverpostej?

Ja: 24 pct.

Nej: 64 pct.

Hvilke vej skal snippen på toiletrullen vende?

Ud i rummet: 69 pct.

Ind mod væggen 18 pct.

Er overen eller underen bedst?

Overen: 33 pct.

Underen: 41 pct.

Må man tisse i brusebadet?

Ja: 52 pct.

Nej: 39 pct.

Kommentarer