Odder

Rathlousdaldæmningen i Odder er en succes

Foto: Odder Kommune

De seneste dages nedbør har ført til øget vandstand i Odder Å, men takket være Rathlousdaldæmningen har påvirkningen af Odder by været minimal.

Rathlousdaldæmningen, der blev etableret i 2020, består af en vandbremse og en jordvold. Når vi oplever kraftigt nedbør, vil vandstanden i Odder Å stige, men dæmningen forhindrer, at der løber mere vand ind i Odder by, end der er plads til i åen.

I stedet oplagres vandet i et oversvømmelsesbassin opstrøms for dæmningen. Når det stopper med at regne, og der igen er plads i åen, vil vandet fra bassinet drænes ud i Odder Å og blive ledt sikkert væk, så dæmningen er klar til det næste regnskyl.

Da stormen Nora i lørdags ramte Danmark steg vandstanden i bassinet med omkring 1 meter og efter regnvejret natten til mandag steg vandstanden med 1,2 meter.

Vandstanden i Odder Å nedstrøms for dæmningen steg dog kun med 40 cm og åen blev inden for sine grænser. Havde dæmningen ikke eksisteret, ville der have været ledt væsentligt mere vand gennem Odder Å over et kortere tidsrum, og dele af byen ville have stået under vand.

Et skridt på vejen

Med klimaforandringerne kommer øgede regnmængder, og det skaber en udfordring for byer som Odder, der er i risiko for at blive oversvømmet ved kraftigt nedbør.

Rathlousdaldæmningen er derfor et vigtigt skridt på vejen mod at klimasikre byen. Men den beskytter kun mod de vandmængder, der kommer opstrøms for byen. Hvis der falder store mængder nedbør i selve Odder by, vil dæmningen ikke kunne afhjælpe den øgede vandstand i Odder Å, som derfor vil være i fare for at oversvømme. Derfor er Rathlousdaldæmning kun det første af i alt 6 tiltag, der skal klimasikre Odder by.

Rævs Å

Anderledes gik det for sig langs Rævs Å, der flere steder gik over sine breder. Ved Assedrup stod vandet 20 cm ud på vejen, og ved Rude Havvej truede åen også med at gøre sit indtog.

Oversvømmelsen viser vigtigheden af fortsat at bekæmpe klimaforandringerne og samtidig sikre os mod de øgede regnmængder, klimaforandringerne fører med sig.

Kommentarer