Sigtet for at smadre rude på bar i Odder
Personalet på en beværtning på Rosensgade i Odder kontaktede natten til onsdag kl. 2.26 politiet, da en af deres gæster havde smidt en stor blomsterkrukke gennem et større vinduesparti ind til baren.
En patrulje kørte til beværtningen, hvor vidner forklarede, at en mandlig gæst havde opført sig aggressivt og derfor var blevet bedt om at forlade stedet.
Det var han blevet meget utilfreds med, og ude foran beværtningen havde han taget en stor blomsterkrukke, som han kastede på vinduesfacaden.
Gæsten var ikke længere på stedet, men ud fra vidnernes forklaring og overvågningsbilleder, fandt politiet frem til en 33-årig mand fra lokalområdet. Da han blev anholdt på sin bopæl og blev sigtet for hærværk, blev han meget opfarende og gjorde kraftigt modstand.
Undervejs i patruljevognen råbte han adskillige skældsord mod betjentene og sparkede på bilruderne.
Han fik derfor yderligere to sigtelser: En for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, og en for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Kommentarer