Skumringstime på Odder Bibliotek Mandag den 15. november kl. 19-21
De sidste 6 søndage har vi siddet klistret til skærmen fra 20-21 for at se Anne Hjernøe og Anders Agger besøge de nordiske lande. Færøerne, Sverige, Island, Grønland, Norge og Finland har de besøgt. Og Anders Agger har – iklædt sin stille strik (som han kalder det 🙂 – forsøgt at finde frem til det fælles nordiske. Fantastiske programmer!
Odder Bibliotek har også et traditionsrigt, fællesnordisk arrangement, nemlig Skumringstime, som bliver holdt på samme tid på omkring 2000 biblioteker over hele Norden: Mandag den 15. november kl. 19-21
På Odder Bibliotek læser sognepræst Kåre Schelde Busk, Fjordpastoratet, et uddrag af den ålandske forfatter Sally Salminens roman ”Katrina”. Desuden vil der være sang og fællessang ved Odderkoret – under ledelse af Freja Sibbern. Herefter serveres der mjød og kommenskringler.
Temaet for årets Nordiske Biblioteksuge er ”Drømme og længsel”. I år er de udvalgte højtlæsningsbøger fra Åland, for at give opmærksomhed til hundredeårsdagen for det ålandske selvstyre.
Vi holder arrangementet i samarbejde med Foreningen Norden.
For nærmere oplysninger kontakt da bibliotekar Helle Tolstrup på 87 80 35 50 eller helle.tolstrup@odder.dk
Kommentarer