Udfordringer med indkaldelsesbreve til visse patientgrupper i Region Midtjylland
En teknisk ændring af et it-system betyder, at visse patientgrupper siden 9. maj i år desværre ikke er blevet oplyst om deres ret til frit og udvidet frit sygehusvalg i deres indkaldelsesbreve.
Mandag 9. maj blev der foretaget en teknisk ændring af det system, som hospitalerne bruger til at planlægge og booke patientforløb på tværs af afdelinger og hospitaler.
Ændringen fik desværre den konsekvens, at visse patientgrupper siden da ikke er blevet oplyst om deres ret til frit og udvidet frit sygehusvalg i deres indkaldelsesbrev.
Det vurderes, at udfordringerne påvirker et begrænset antal patienter, som er blevet henvist til udredning eller behandling siden 9. maj i år. Det er dog ikke muligt at få det fulde overblik over det præcise antal patienter, det drejer sig om.
Region Midtjylland beklager problemet og arbejder på at finde en løsning både internt og sammen med den eksterne leverandør.
Hvis man som patient er blevet henvist til udredning eller behandling på et af regionens hospitaler efter 9. maj i år og ikke er blevet oplyst om retten til frit og udvidet frit sygehusvalg i sit indkaldelsesbrev, så opfordrer vi til, at man kontakter den henvisende hospitalsafdeling.
Udfordringerne vedrører ikke indkaldelse til kontroltider til allerede påbegyndte behandlingsforløb eller indkaldelsesbreve fra røntgen og skanningsafdelinger.
Kommentarer