Kultur

Ung rap-duo sætter fokus på fyrværkeriulykker

En musikvideo med den unge rap-duo, Jesu Brødre, skal være med til at begrænse fyrværkeriulykker blandt unge mænd. Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen har lanceret den første af i alt tre målrettede kampagner, som skal være med til at begrænse antallet af fyrværkeriulykker blandt drenge, unge mænd og tilskuere. Et af midlerne er en musikvideo med duoen Jesu Brødre, der beskriver, hvor galt det kan gå, hvis man ikke passer på.

Sikkerhedsstyrelsen har i år valgt at alliere sig med de unge rap-musikere i Jesu Brødre, Georg Svendsen og William Kruse, i bestræbelserne på at oplyse især unge mænd om risikoen ved at fyre fyrværkeri af.

”Vi er overbeviste om, at en musikvideo er en både troværdig og effektiv måde at nå en målgruppe, som ellers kan være svær at få i tale, når det drejer sig om fyrværkeri. Og dialogen er nødvendig, for statistikken viser, at drenge og mænd under 25 år tegner sig for langt over halvdelen af alle fyrværkeriskader,” siger kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen, Jacob Vestergaard.

I en 4 minutter lang musikvideo i genren ’dum rap’ skildrer de to unge mænd i Jesu Brødre en nytårsaften både før, under og efter festen. Undervejs dukker deres mor i skikkelse af Lina Rafn op og minder dem om, at de skal huske sikkerhedsbriller. På vej ud af døren og igen under festen dukker deres far op, spillet af Niels Olsen, og fortæller om, hvor slemt han selv kom til skade, da han som ung gik tilbage til en fuser.

”Det er fedt, vi bliver taget så seriøst, at vi har fået mulighed for at lave noget musik med et godt og alvorligt formål. Når budskaberne om, at man skal passe på med fyrværkeri, kommer fra os, husker man det måske bedre,” siger den ene halvdel af duoen, 21-årige Georg Svendsen, som ved siden af at lave bangers til Spotify og Youtube studerer datavidenskab på Aarhus Universitet.

Udover videoen ’Nytår Igen’ med Jesu Brødre laver Sikkerhedsstyrelsen i år også kampagner, målrettet mod fædre og tilskuere. Kampagnen til fædrene består af to korte film, der ved hjælp af pinlig cringe-humor skal motivere fædre til at optræde som ansvarlige rollemodeller nytårsaften, når de fyrer fyrværkeri af sammen med deres børn. Kampagnen rettet mod tilskuerne adresserer den udfordring, at fire ud af ti ofre for fyrværkeri er tilskuere.

Se filmene og resten af Sikkerhedsstyrelsens indsats mod fyrværkeriskader her.

Fakta

  • I Danmark er det lovligt at sælge og købe nytårsfyrværkeri fra den 15. til den 31. december.
  • Det er lovligt at fyre af fra den 27. december til og med den 1. januar.
  • Ved årsskiftet 2019/2020 kom 228 danskere til skade med fyrværkeri i løbet af nytårsdøgnet – heraf 27 alvorligt.
  • Otte ud af ti tilskadekomne var mænd.
  • Undgå skader ved at bruge sikkerhedsbriller, holde afstand og kun anvende lovligt fyrværkeri.

Kommentarer